Kommunikationsudviklingen 1861 – 2016
Hovedforfatter Oberstløjtnant Torsten Friis med tilføjelser af Generalmajor Ib Johannes Bager
Signaltjenestens formål
For at en fører skal kunne føre sine enheder, må han have kontakt til dem. Han skal kunne udgive ordre og modtage informationer. At muliggøre en sådan kommunikation, hurtigt og sikkert, er signaltjenestens formål. Hovedtræk af den teknologiske udviklingen samt den gennem tiden ændrede anvendelse af signalmidlerne og signalmidlernes betydning for mulighederne for at gennemføre operationer, er søgt beskrevet nedenfor.
Situationen før 1861
Når mandskab var samlet i tæt formation, kunne føreren råbe ordre. Hvor der på grund af spredning eller larm var brug for mere end den menneskelige stemme, blev piber/fløjter, trommer, pauker og trompeter taget i anvendelse, blandt andet til at angive tempo i kampeksercitsen.
Anvendelse af signalhorn fik en lang levetid i hæren. Efter 1868-ordning var der ved hvert infanterikompagni to hornblæsere. Endnu Reglement for Hærens Horn- og Trompetersignaler fra 1936 anfører, at ”med den naturlige Begrænsning, der dikteres af den enkeltes musikalske sans”, skal alle kende de grundlæggende alarmeringssignaler, herunder signalerne for panservogns- og flyangreb. Signalerne må dog kun anvendes, ”hvor den kommanderende ikke paa anden Maade formaar til rette Tid at meddele sine Befalinger..”. Tromme og signalhorn indgik som funktionsudrustning i danske hærenheder frem til midten af 1960erne, idet anvendelsen dog i stigende grad var rent ceremoniel.
Akustiske signaler kan kun formidle aftalte enkle meddelelser, og der kan kun formidles til enheder inden for hørevidde. Helt op til vore dage har kommunikation derfor i mange situationer måtte baseres på ordonnanser, der kan medbringe ethvert budskab, herunder kort og skitser. Ordreformidlingen havde det tempo, ordonnansen med tidens transportmidler kunne komme frem i, og ordreformidlingen var så sårbar over for f.eks. beskydning, som ordonnansen var. Et andet problem bestod i at finde frem til modtageren af den medbragte meddelelse og evt. få svar med tilbage til en ordreudgiver, der kunne havde ændret placering, efter at ordonnansen var sendt af sted.
Optiske signalmidler blev naturligvis også benyttet. Fra gammel tid kendes systemet med antændelse af bål (bavner), der sidst blev benyttet til alarmering under 1864-krigen. Under Englandskrigene blev etableret forskellige langt mere avancerede systemer, bestående af rækker af stationære optiske signalstationer. Hver signalstation bestod af en mast med en eller flere tværarme. På tværarmene var anbragt plader m.v., der kunne placeres i forskellige kombinationer. Signalet kunne med kikkert aflæses af en modtagerstation og retransmitteres til næste led i kæden. Da alfabetets enkelte bogstaver kunne sendes, kunne alle meldinger sendes. Systemet blev benyttet af både civile og militære myndigheder. En linje gik tværs over Danmark fra Slesvig til København. Ud over signalformidling havde de kystnære stationer til opgave at overvåge farvandet og advare danske skibe om engelske krigsfartøjer. De optiske telegrafer krævede meget personel, og linjerne blev derfor nedlagt straks efter krigen bortset fra Storebæltsforbindelsen.
Under Første slesvigske Krig etablerede hæren stationære optiske signallinjer på Fyn, der forbandt flankestillingerne Sønderborg og Fredericia med Nyborg, hvorfra der var optisk telegraf til Korsør. Derfra kunne signalet sendes videre med rytter til København.
1861 elektromagnetiske felttelegraf, telegrafkompagni fra 1867
I 1858 var den civile telegrafi og de teknologiske muligheder så fremskredne, at Krigsministeriet fik bevilling til at anskaffe en felttelegraf. Efter en række forsøg og indkøb blev i 1861 i alt fire felttelegrafapparater med tilhørende materiel og vogne overdraget Generalstaben. 1862 blev udstyret afprøvet i forbindelse med en troppesamling ved Dannevirke. Det konkluderedes, at udstyret kunne gøre en ”hel Del Nytte” ved at skabe forbindelse til Statstelegrafen, men der var ikke tiltro til at udstyret kunne bruges i forbin-delse med kamphandlinger. Op til 1864-krigen var det den civile Statstelegraf, der udbyggede hovedparten af telegrafnettet i Dannevirkestillingen, da Krigstelegrafen, som den nu blev benævnt, først blev organiseret umiddelbart før krigens udbrud.
Under krigen forbandt Krigstelegrafen de overordnede kommandostationer i operationsområdet med statstelegrafens net. Telegrafen blev brugt til at formidle nedskrevne signaler. Der findes dog eksempler på ”samtale”; general Lunding ”talte” således, med telegrafister som formidlere, fra Fredericia med krigsministeren i København forud for rømningen af Fredericia fæstning.
Med hærloven af 1867 blev oprettet et ingeniørkompagni i linjen, 4. kompagni, nedenfor benævnt telegrafkompagniet. Opgaven for kompagniet var at oprette forbindelse fra Overkommandoen til det civile telegrafnet, og ”under heldige Omstændigheder, naar Hæren i længere Tid forbliver paa samme Sted, vil telegrafisk Forbindelse mulig tillige kunne finde sted mellem Overkommandoen og Hærens Hovedafdelinger….” Udstyret var det i 1864 brugte, der dog hurtigt blev udskiftet til bedre virkende materiel.
Optisk telegrafering indføres til supplement af elektrisk telegrafi fra 1870erne.
Med inspiration fra USA blev i 1870 anskaffet signalmateriel til otte optiske signalstationer i form af håndflag, hvormed kunne transmitteres morsesignaler, og kikkerter. Flagmateriellet blev suppleret med fakler til brug i mørke. Disse blev hurtigt afløst af lanterner, som de kommende år undergik en række tekniske forbedringer. Ved at signalere med optiske signalmidler som supplement til den elektriske telegrafforbindelse, blev det muligt at skabe signalforbindelse hen over vandforhindringer og mellem enheder i bevægelse. Hærens afdelinger fik 1871 anvisning på brug af optiske signaler, og i 1872 udkom regler for signalering mellem Hær og Flåde.
Siden blev der anskaffet vogne til signalstationerne. Vognene kunne opdeles, så en let forvogn med materiel til en signalstation kunne følge rytteriet. Dermed blev det muligt at holde kontakt med fremskudte enheder på anden måde end ved at sende ordonnanser.
Signalnet baseret på signalflag/lanterner blev forberedt. 1886 var det lykkedes at ”bedække” Sjælland med et net af afprøvede positioner for optiske signalstationer.
I 1895 blev Kystsignalkompagniet oprettet specielt til at oprette forbindelse til Flåden og til at foretage farvandovervågning. Signalmasterne mindede meget om de under englandskrigene benyttede. Fra kystsignalstationerne var bygget telegraftråd til forbindelse til Statstelegrafen.
I 1920erne indførtes en elektrisk blinklanterne, Lucas-lygten, der blev betjent med en morsenøgle. Håndflagene blev derefter reserve for blinkmateriel.
Ud over flag/lanterner blev raketter med forskellig farve benyttet til optisk signalgivning. Raketter blev benyttet op til 1970’erne. Anvendelse af signalflag til at afgive enkle forud aftalte meddelelser har også været
anvendt helt op til vor tid, idet pansrede køretøjer medført signalflag. Ved observation af fjenden kunne eksempelvis sættes et rødt flag med betydning ”fjende foran mig”. Et gult flag betød ”mekanikerhjælp ønskes”. Flagene gav mulighed for korrespondance under radiotavshed.
Telefon indføres langsomt fra 1880erne.
I 1879, tre år efter Bells havde opfundet telefonen, begyndte telegrafkompagniet at eksperimentere med telefoner til feltbrug. Tekniske problemer gjorde, at telefon fungerede dårligt eller slet ikke til felt-brug. Først i 1889 lykkedes det at konstruere en fungerende felttelefon. Den indførtes ved Telegrafkompagniet og 2. Artilleribataljon og anvendtes i forbindelse med telegrafmateriellet og jævnsides med tele-grafapparatet på de overordnede linjer. Ved århundredeskiftet var der fortsat ikke blevet valgt en telefonmodel. I 1901 blev der dog ved hvert rytterregiment oprettet telegrafpatruljer udstyret med et instrument, der var en kombination af telefon og telegrafnøgle. Der var tale om materiel, som blev brugt til at formidle signaler med evt. i morseform ved at benytte ”summer” på telefonen. I 1908 var indført feltcentraler ved telegrafkompagnierne.
Først i 1909 kunne fodfolk og artilleri udstyres med telefonmateriel, der til gengæld holdt sig stort set uændret til 1930erne. Da udstyret skulle jordforbindes, kunne det aflyttes via jordbølgen. Det civile telefonnet blev benyttet i videst mulig omfang, hvilket betød at kommandostationer skulle placeres, så tilslutning til en civil central var mulig.
Brevduer fra 1885.
En trænet brevdue kan flyve 1 kilometer i minuttet over 100-200 km. 1885 oprettes dueslag ved telegrafkompagniet. Fra 1908 fordeles brevduer ud til de enkelte bataljoner, der derefter har egne brevdueslag. Brevduer fik en lang karriere i Hæren – det sidste Hjemmeværnsslag blev nedlagt 1974.
1. Verdenskrig. Telefonnet udbygges og de første radioer anskaffes.
1914 blev en telegrafbataljon formeret som selvstændig bataljon under Ingeniørregiment. Ved sikringsstyrkens indkaldelse fik bataljonen til opgave at udbygge og vedligeholde forbindelserne i og til Københavns befæstning. Kommunikationen var primært baseret på telefonnet af permanent art med dybt nedgravede telefonkabler. Et kompagni (10.) udbyggede fæstningsnettet, mens overkommandoens forbindelser blev varetaget af 8. kompagni og divisionernes af 9. kompagni.
De første radioer (gnistsendere til telegrafi) til Hæren blev anskaffet 1915 til 8. kompagni. 1917-18 blev der bygget faste radiostationer (rørsendere, der gav mulighed for at overføre tale) i Ryvangen ved København og i Viborg. Dette hærradionet blev 1923 udvidet med Odense og Hjørring. De tre af stationerne var produceret på hærens radioværksted, den sidste købt i Tyskland.
Efter 1. verdenskrig
Efter 1925 hærloven skulle 8 INGKMP levere radio og 9 INGKMP telegrafstøtte til divisionerne. Reservekompagnier skulle støtte Armekommandoen hhv. Jydsk-Fynske Kommando. Telegrafbataljonen fik til opgave at forvalte hærens ”meddelelsesmateriel”, ikke blot bataljonens eget materiel. Afdelingen ”Administration af afdelingernes meddelelsesmateriel”, AAM, blev oprettet dertil 1923, og ordningen fortsatte til efter 2. verdenskrig
Ved de enkelte våbenarter blev opbygget forbindelsesgrupper, der var specialuddannet i at benytte enhedens meddelelsesmateriel. Forbindelsesgruppen tilhørte organisatorisk pågældende våbenart/enhed. Fra division og opefter ansattes telegrafofficerer til at rådgive chefen om signaltjenesten. Fra regiment og nedad var det enhedens adjudant, der var ansvarlig for at tilrettelægge signaltjenesten.
Med henblik på at kunne skabe forbindelse til det permanente hærradionet, anført ovenfor, og indbyrdes inden for de højere kommandostationer i eget område, blev der 1925 ved 8 INGKMP konstrueret og fremstillet feltradiostationer. Der var tale om otte SMA (SenderModtager type A) rørsendere på 100 Watt med motordreven generator, der blev benyttet til at etablere forbindelse divisionerne imellem eller til nærmeste hærradiostation i det faste net, og 24 SMB rørsendere på 30 Watt, ligeledes med motordreven generator, til at etablere forbindelse inden for divisionerne. Rækkevidden for en SMA-station benyttet til telegrafi (den normale benyttelsesmetode) var ca. 100 km og til telefoni ca. 45 km, mens en SMB-station kunne række henholdsvis ca. 50 og ca. 15 km. Da radiosignalerne kunne aflyttes, skulle der bruges tid til at ind- og udkode klassificerede signaler. Omkring 1925 fremstilledes de første mandbårne radioer (dansk producerede). Disse radioers rækkevidde var ca. 5 km på telefonforbindelse; ved ringe forbindelse kunne skiftes til telegrafiforbindelse. De blev i 1943 afløst af en ny og bedre station, SME. I 1920erne indføres radiomateriel ved artilleriet og flyverne.
Situationen i 1930-erne
Meldetjeneste gennemføres af telegraftropperne ved division og højere myndigheder, af forbindelsesgrupper ved regimenter m.v.
Det væsentligste kommunikationsmiddel var telefonen. Telegraftropper oprettede en telefonstation ved en myndighed, der derefter betjente stationen. Første forbindelse mellem myndigheder etableredes normalt med ordonnans. Telefonsystemets ydeevne var begrænset, og meldinger skulle affattes i ”telegramstil”. Dersom tale ikke gik igennem, kunne der morses med telefonens summer. Feltkabel mellem telefonstationer kunne under gunstige forhold udbygges med samme hurtighed, som fodfolk marcherede. Felttelefoner skulle jordforbindes og kunne derfor aflyttes, hvorfor signaler måtte kodes. Det civile telefonnet ¬hvor der også var fare for aflytning – søgtes på grund af dets kapacitet udnyttet mest muligt. Standpladser skulle derfor vælges, så tilknytning til civilt net, hvor telegraftropperne evt. kunne overtage telefoncentralerne, kunne foretages. Felttelefonmateriel blev om muligt først indsat, når situation var så afklaret, at kommandostationers placering var fastlagt. Forestod alvorlige sammenstød med fjenden, etablerede divisionen fremskudte meldingssamlesteder (FMS) til befordring af meldinger fra de forreste enheder. FMS blev forsynet med personel og materiel til radio-, signal- og ordonnansforbindelser samt hurtigst muligt med telefonforbindelse. Standpladsen for FMS måttevælges, så den efterfølgende kunne være kommandostation. Fodfolksregimenterne oprettede ligesom divisionen kommandostation og etablerede forbindelse til underlagte enheder, evt. via meldingssamlesteder. Bataljoner søgte forbindelse til meldingssamlestedet med ordonnanser og blink/flagsignaler. Kun, når det særskilt blev befalet, og når situationen var stationær, måtte felttelefonmateriellet indsættes. Bataljonerne i forreste linje måtte i reglen nøjes med ordonnans og blink/flag-forbindelse til kompagnierne. Kommandostationers placering afgjordes i vid udstrækning af muligheden for at skabe signalforbindelse fra stedet, og kommandostationen burde flyttes, hvis det var absolut nødvendigt.
Telegrafforbindelser etableredes ved højere kommandostationer hovedsageligt ved udnyttelse af det permanente net. Radiodetachementet ved en division havde en til to feltradioer type SMA (100 km, blev anvendt ud af divisionen), og fem type SMB (30 km, anvendt internt i divisionen). På armekommandoniveau benyttedes SMA stationer til forbindelse til hærradioen. Klassificerede radiosignaler skulle naturligvis kodes. På armeniveau var der desuden organiseret en radiolytte og –pejletjeneste.
Ud over telefon, telegraf og radio blev der anvendt blink- og flagsignalforbindelser samt brevduer og ikke mindst ordonnanser.
På divisionsniveau var stabens ordonnans-, brevdue-, chifrerings- og flag/blinktjeneste organisatorisk centraliseret hos stabskompagniet. Forbindelsesgrupper ved regimenter, afdelinger og visse underafdelinger rådede ud over ordonnanser og reservehornblæsere over telefonhold og signalhold med flag/blinklanterner. Ved et fodfolksregiment fandtes eksempelvis 4 telefonhold, der hver kunne oprette 2 telefonstationer og 2 signalhold. Et kompagni var som hovedregel ikke udstyret med telefon, kun ordonnanser og en hornblæser. Efter behov kunne regiment og bataljon fremskyde deres signalmateriel til underlagte enheder.
Radiotelegraf og telefon anvendtes under bevægelige operationer (fra regimentsniveau og opad (SMB-stationer)). Så snart situationen tillod det, blev der udbygget telefonforbindelser. Fra slutningen af 30erne indførtes en SME-station, der skabte forbindelse fra regiment til eksempelvis bataljoner, idet fire stationer pr. regimentet kunne indsættes situationsbestemt.
Blinksignaler, signalflag og signalpistoler anvendtes til forbindelse med de forreste led under kamp, mellem fodfolk og artilleri og forbindelse til flyvere. Blinklanternen rakte uden kikkert 5 km om dagen og 15 km om natten, med kikkert 10 henholdsvis 25 km. Lydsignaler (horn, sirene, gongon, fløjte) anvendtes til alarmering. Brevduetjenesten var baseret på udnyttelse af de over hele landet beliggende private brevdueslag. Mindre opklaringsenheder burde altid medføre brevduer, når de udsendes over større afstande, da blinkmateriel da ikke var anvendeligt. Større enheder kunne tildeles radio og brevduer.
Ordonnanser var dog under bevægelse ofte eneste meddelelsesmiddel. I mange tilfælde nåede lange meddelelser i alle tilfælde hurtigst frem med ordonnans. En rytterordonnans brugte 6 min./km. (4 ved høj prioritet), cyklisten 4 (3) og motorordonnansen 40 km/timen (60). Vigtige meddelelser blev sendt enslydende af forskellige veje.
Anden verdenskrig
Ved sikringsstyrkens formering september 1939 var Armekommandoen, Sjællandske Division og Jydske Division hver organiseret med et ingeniørkompagni (telegrafkompagni) til at udbygge forbindelse til det permanente net, regimenter m.v. 8.ingeniørkompagni (radiokompagni) formerede radiodetachementer til Sjællandske og Jydske Division for oprettelse af forbindelser til hærnettet.
9. april 1940 var de civile telefon- og telegrafforbindelserne mellem myndighederne på Sjælland og i Jylland afbrudt. Hærradioen i Viborg blev som eneste radiostation beordret åbnet – kl. 8, efter kapitulationen. Telefonforbindelserne i og mellem landsdelene var afbrudt af tyskerne, der straks havde bemægtigede sig kommunikationsknudepunkterne ved hovedcentralerne i København, Odense, Kolding og Århus. I Haderslev standsede politimesteren kampen på regeringens ordre, ligesom politimesteren i Middelfart overbragte ordren til Fredericia, da politimestrene havde sikrede polititelefonkredsløb.
Genopbygning efter 2. verdenskrig
I 1946 blev der opbygget et fast hærradionet, der blev udbygget til at kunne betjene såvel et landsnet som to landsdelsnet. Garnisoner og lejre var på nettet og kunne alarmeres – man ville ikke genopleve situationen fra 9. april. De fleste radioer blev dog hurtigt erstattet af Hærens Telefonnet, et under krigen af tyskerne udbygget net, der ikke stod i forbindelse med det civile net. I København blev telefonerne mellem ministerier, hær, søværn og politi dubleret med et net etableret med efterladte tyske VHF-radioer.
Da hæren blev reetableret, var det stort set uden signalmateriel. Ved opstilling af en besættelsesstyrke til indsættelse i Tyskland (Den danske Brigade) under engelsk ledelse i 1947, blev fra engelsk overskudslager indkøbt engelsk signalmateriel, herunder HF-station SM38, der blev betjent af et telegrafdetachement på ca. 200 mand fra Den danske Brigade. Seks faste SMH radiostationer dannede et sikkerhedsnet mellem garnisonerne i området (gensidig alarmeringsmulighed) med forbindelse til hærradionettet i Danmark. SMH-stationen blev senere afløst af SMB-station M/50. Som noget for Danmark nyt indgik telefon- og radiopersonel i sammen enhed. Detachementet rådede over 16 mobile radiostationer, herunder seks indbygget i pansrede mandskabsvogne (”Mosegris”).
Endvidere kunne udbygges telefonforbindelser med 3 centralkabelkolonner og 6 kabelkolonner ned til brigadeenheder. Efter engelsk forbillede blev etableret ”Kommando Melde Samlingssted”, KMS, forgængeren for det senere Signalkontor (SKT). Brigadens enheder rådede over eget signalmateriel (radio og telefon). Signaldetachementet forblev i reduceret størrelse i Tyskland til 1958. Da Den danske Brigade blev trukket hjem til Danmark, opstillede man 7. regimentskampgruppe i stående styrke. Denne blev siden grundstammen i 1. Jyske Brigade. Kampgruppen var øremærket til indsættelse ved eller syd for grænsen sammen med tyske enheder.
Indtræden i NATO 1949
Krigen havde vist et stort behov for telegraftropper. 1947 blev Telegrafbataljonen udskilt af Ingeniørregi-mentet og underlagt Generalkommandoen, og 1949 blev en af to nye uddannelsestelegrafbataljoner overført til Århus, således at der derefter var en telegrafbataljon i hver landsdel.
Med Danmarks indtræden i NATO 1949, våbenhjælp fra USA og forsvarslov 1951 blev der skabt grundlag for en modernisering af hæren. Felthæren blev inddelt i regimentskampgrupper med fast tilknyttede kamstøtteenheder, og landet blev opdelt i regioner, hvor regionskommandoerne ledede lokalforsvarsenhederne (og senere elementer i totalforsvaret). Tilsvarende blev signaltjenesten opdelt mellem felthærens enheder og det regionale forsvar. Permanente signalkontorer betjente landsdelskommandoerne og regionskommandoerne med fjernskrivermateriel, der i en vis udstrækning kunne kryptografere online.
Med forsvarsloven 1951 blev telegraftropperne indført som en selvstændig våbenart og Jydske Telegrafregiment og Sjællandske Telegrafregiment oprettet. Hurtigt måtte antallet af bataljoner forøges på grund af det stigende behov for kommunikation. Ud over de 1949 oprettede bataljoner 1 TGBTN (Korpset Sjæl-land) og 2 TGBTN (VLK, senere COMLANDJUT i Rendsborg) blev i 1953 oprettet 3 TGBTN (Divisionskom-mandoen), 1957 4 TGBTN (ELK), og i 1961 både 5 TGBTN (VLK) og 6 TGBTN (COMBALTAP). 6 TGBTN blev opstillet med NATO-materiel og betjente NATO-myndigheden BALTAP. 2 TGBTN betjente ligeledes en NATO-myndighed, COMLANDJUT, men var udstyret med nationalt materiel, der dog af hensyn til samarbejde med tysk signalbataljon på nogle punkter afveg fra det materiel, der blev anvendt ved de øvrige telegrafbataljoner.
Der blev i 1950 anskaffet dansk producerede HF-stationer (telefoni og telegrafi) til Hærradioen, der i mellemtiden var delt i et Østre- og et Vestre Radiokompagni. Stationerne blev hurtigt integreret i de permanente signalkontorer (PSKT). Telegrafien var på radioen back-up for telefon- og fjernskriverforbindelser, som kørte på tråd. Forbindelse til de danske styrker i Tyskland var derimod primært baseret på telegrafi.
Felthæren fik amerikanske radiofjernskrivere til brug ved korps og divisioner, der dog kun kunne sende uklassificeret (telegrafi og tale) til brug ved korps og divisionskommandoen. På regimentsniveau blev fra 1954 til indbyrdes kommunikation og opad benyttet den nye danske radiostation SMB M/50 (telegrafi og tale). Amplitudemodulering (AM) til blev anvendt til telegrafi og frekvensmodulering (FM) til taleoverførsel. De kunne ikke overføre fjernskriverforbindelser, uanset at dette behov var erkendt af de krigsførende i verdenskrigen.
Alle klassificerede signaler skulle fortsat indkodes/udkodes off-line, hvilket var tidskrævende. I 1952 fordeltes nyt danskbygget telefonmateriel med amerikansk dobbeltkabel til enhederne, hvor der hidtil var blevet anvendt enkeltkabel med jord som retur, hvilket medførte, at telefonforbindelserne kunne aflyttes. Det var muligt at koble en telefoncentral til den ovenfor nævnte SMB radio. Dermed kunne enheders telefonnet sammenkobles via radio, og den både tids- og mandskabsmæssigt krævende bygning af kabel-forbindeler mellem telefoncentralerne kunne spares. Det øgede desuden hovedkvarterernes mulighed for mobilitet.
Organisationen var (som tidligere), at regimenter havde eget signalkompagni med radio- og telefonmateriel. Kampstøtteenheder havde egne signalenheder. En stor del af radioudstyret var baseret på HF (2 – 6 MHz), der efterhånden blev afløst af første generation af frekvensmodulerede radioer med en rækkevidde på kun ca. 15 – 20 km. Telefonen var fortsat det primære signalmiddel. På korps/divisionsniveau blev udbygget feltkabellinjer til at forbinde det i 1953 indkøbte schweiziske fjernskriverudstyr, der som det første udstyr i Danmark havde online kryptografering. Dette forøgede i sig selv væsentligt kommunikationshastigheden og -kapaciteten, men manglen på radiomateriel og dermed afhængighed af kabeludbygning lagde væsentlige hindringer i vejen for kommunikationen mellem de i stadigt stigende grad bevægelige enheder. For at kunne sende klassificeret materiale på lavere niveau, indgik der i SKT-delingerne ved hver regimentskampgruppe fra omkring 1958 20 motorcykelordonnanser. En væsentlig del af signalformidlingen foregik altså fortsat i det tempo en ordonnans kunne komme frem, og der var tale om signalformidling – ikke dialog mellem førere.
På kompagniniveau i felthæren afløstes i midten af 50’erne de gamle britiske radioer af C PRC-26 serien, som havde mange radiokanaler og gode talemuligheder (FM), men kun en rækkevidde på 1½ km. Disse indførtes senere som grupperadioer, idet man i 1957 på KMP- og skydenet for 81 og 120 mm MT indførte AN/PRC-8, 9 og 10 med 4 til 8 km rækkevidde. Radioerne var mandbårne og ikke indbygget i køretøjer. På delings og kompagniniveau anvendte AN/PRC 10. Disse radioer blev senere afløst af AN/PRC 261 på grup-peniveau og AN/PRC 25 og 271 på delings- og kompagniniveau.
Radiokæde indføres i 1956
Med indførelse af radiokædeudstyr AN/TRAC i 1956 og FM12/800 i 1963 blev det muligt at omlægge telefonforbindelser – hidtil ført gennem kabler – til radiotransmission. I 1963 indføres endvidere fjernskrivere med online krypto ved divisionskommandoen og det sjællandske korps, så klassificeret materiale nu kunne sendes direkte, uden tid til forudgående off-line kryptografering, og fjernskriversignalerne kunne nu transmitteres via radiokædeudstyrets TG-udstyr frem for via kabler.
1956/63 repræsenterer et spring i muligheden for mobilitet og hastighed i signalformidlingen ved de højere kommandostationer (division og opefter), da kommunikation ikke længere var afhængig af kabelud-bygning mellem enhederne, og da kryptografering skete on-line.
FM12/800 udstyret anvendtes helt frem til 1990’erne, hvor det blev anvendt på Balkan. Udstyret var på daværende tidspunkt stærkt nedslidt, så det krævede en stor vedligeholdelses indsats at holde det kørende.
Forsvaret af Danmark var bl.a. baseret på en tæt integreret indsats med det tyske forsvar. Tyskerne ind-førte i 1977 det første AUTOKO-udstyr, der også var et radiokædebaseret (FM200) kommunikationsnetværk. Det var en dansk opgave med 2 TGBTN at etablere COMLANDJUTs logistiske hovedkvarter (REAR), hvorfor der blev indledt en anskaffelse af et tilsvarende supplerende netværk. Projektet, der var 85% NATO-finansieret, blev indledt i 1977 med den endelige levering til brugerne i 1986. Systemet blev senere fra 1998 opgraderet til AUTOKO 90, som forblev i tjeneste indtil 2 TGBTN nedlæggelse i 2001.
Telefon fortsat væsentligst signalmiddel 1950’erne kombineret med begrænset radioanvendelse
I de første ti år efter 2. verdenskrig var samfundet underforsynet med kabellinjer. Telefonen var dog både i lokalforsvaret og hos felthæren fortsat det primære signalmiddel (civilt net og feltnet).
To militære organisationer European senere Allied Long Lines Agency (ELLA/ ALLA) og National Long Lines Agency (NALLA)) prioriterede behovet for udbygning af kabellinjer i Vesteuropa og det danske område. Ved en mobilisering ville højt prioriterede kabellinjer kunne udbygges af telegraftropperne med materiel fra civile og statslige telefonselskaber. Den sidste alarmeringsøvelse, hvorunder der blev bygget permanente linjer med materiel fra civile og statslige telefonselskaber, var i 1956.
Over hele landet blev i løbet af 60erne udbygget et system af kronedåser – faste telefontilslutningsstik placeret rundt omkring, som militære enheder kunne slutte sig på, og dermed være inde i det civile net. Nettet af kronedåser skulle dels bruges, når enheder lå i overlevelses- eller beredskabsområde, dels gav kronedåserne mulighed for forbindelse ved forskydning under radiotavshed. Trafikkontroltjenesten ved landsdelskommandoen kunne således følge og evt. omdirigere marcherende enheder. Derudover blev en sikringsordning på de offentlige telefonnet etableret, hvor privat brug af telefonnettet kunne begrænses, og militære/offentlige samtaler prioriteres.
Endnu i begyndelse af 1960’erne blev felttelefonlinjer udbygget ved regiment/brigade under enhedernes fremrykning, idet det til rådighed værende radiomateriel ikke havde den fornøden rækkevidde.
I 1958 tilgik fra USA nyt radiomateriel, frekvensmoduleret AN/ GRC 3 til 8 og VRQ-serien, der var opdelt i moduler med separate modtagere og sendere/modtagere i tre divergerende frekvensbånd, samt en mindre sender/modtager, der specielt på kort afstand gav forbindelser til de mindre mandbårne radioer. Disse moduler gav mulighed for at sammenkoble stationer, der tilgodeså enhedens behov for radioforbindelser på et eller flere net. Der var nu mulighed for at gennemføre automatisk retransmission f.eks. fra artilleriobservatørens mandbårne station over vognstationen til skydecentral, oprette relæstationer og skabe forbindelse fra kampvogne ud til afsiddet infanteri. Et yderligere behov for den type radioer blev tilgodeset ved indkøb i Tyskland, da våbenhjælp fra USA var ophørt. Disse radioer blev anvendt frem til 1990 ved enkelte mobiliseringsenheder, bl.a. i Centurion kampvogne anvendt som panserjagere.
Ved panser- og kampvognsenheder samt på skydenet lærte personellet hurtigt den direkte brug af radioen. Langt op mod midten af 60erne herskede der derimod en udbredt mikrofonskræk blandt officererne, og radio på bataljon- og brigadenet og højere net blev som regel anvendt til signalformidling og ikke til direkte kommunikation fører til fører.
Elektronisk krigsførelse
I 1953 og 1959 blev der oprettet to signalopklaringskompagnier (SIOKMP) hhv. i Høvelte på Sjælland og i Sønderborg i Jylland, SIOKMP/ELK og SIOKMP/JDIV. Teknisk rådede begge kompagnier over lyttekapacitet i såvel VHF- som HF-båndet. Desuden havde man en nærpejlekapacitet i HF- og VHF-båndet og kunne fjernpejle i HF-båndet. Desuden rådede man over en begrænset jamme-kapacitet. Kompagnierne blev i dagligdagen indsat i real opklaring mod Warszawapagtens kommunikation og bidrog i betydelig grad til at levere data til et validt efterretningsbillede.
Kompagnierne blev i 1986 omdøbt til Elektronisk Krigsførelseskompagnier (EKKMP). Med regimentssammenlægningen i 2001 blev de to kompagnier sammenlagt til EKKMP/DDIV.
Med de internationale missioners stigende intensitet blev der et stort behov for elektronisk opklaring til støtte for de indsatte danske enheder. I lyset af de internationale indsættelser blev kompagniet i 2005 omdøbt til Electronic Warfare Kompagni (EWKMP) og blev tilført nyt og tidssvarende materiel der kunne tilgodese opklaringsbehovet ved de danske kampenheder omfattende alle kommunikationsformer.
Med Hærens Efterretningscenters, senere Hærens Efterretningsregiment, oprettelse i 2014 blev EWKMP overført til denne myndighed, men forblev i de hidtidige faciliteter i Fredericia.
Telegraftropper på brigadeniveau
Med Forsvarslovene af 1960 blev infanteribrigaderne omdannet til panserinfanteribrigader i takt med tilgangen af moderne materiel som del af våbenhjælpen. Telegraftropperne havde hidtil haft ansvaret for forbindelserne fra korps til division og videre til brigaderne. Ved brigaderne var op til begyndelsen af 1960erne signalkompagnier, der i fredstid bestod af en telefondeling og en radiodeling, begge placeret i brigadens stabskompagni. Telefondelingen byggede linjer til brigadens dispositionsenheder, mens radiodelingen fremsendte stationer til disse. Signalpersonel ved infanteri og artilleri m.v. sørgede for egne forbindelser med eget materiel.
I 1964 blev det besluttet, at der skulle være telegraftropper også på brigadeniveau. Der blev derfor oprettet brigadetelegrafdelinger, der blev opstillet af telegraftropperne, men organisatorisk var en del af brigadestabskompagnierne. I daglig tjeneste og på øvelser var delingerne ved respektive stabskompagnier.
Brigadetelegrafdelingerne indeholdt radiokædemateriel til at forbinde brigadens KSN hhv. KKV til divisionens tilsvarende hovedkvarter. Endvidere var der en 30-linjers feltcentraler (til at tilslutte lokalabonnenter samt fjernlinjer) og et signalkontor med fire fjernskrivere med automatisk on-line kryptografering. Med HF-radio kunne etableres forbindelse fra brigaden til division/korps. Endvidere kunne hver at de tre Tactical Air Control Parties (TACP) ved brigaden skabe forbindelse mellem en fremskudt flyobservatør (FAC), dennes køretøj og derfra til flystøttenet, således at indkommende fly kunne dirigeres mod målet af FAC, der observerede direkte mod målet på jorden. Ved indsættelse på Balkan i 1990’erne med nyt materiel, herunder laserudstyr, blev TACP etableret i PMV M113.
Da nyt radiomateriel (SSB M/71) med kryptofjernskriver (KW7) blev indført på flystøtterekvisitionsnettet Tactical Air Request and Information Net (TARIN), blev der opnået hurtige og sikre forbindelser af meldin-ger fra TACP via brigadens/divisionens flystøtteofficer til BALTAP’s flyvestationer.
Panserinfanteribrigaderne havde fået pansrede mandskabsvogne og selvkørende artilleri (1964-67). I de pansrede køretøjer blev indbygget VHF-radioer af VRC-12-serien. Ud over forbindelsen mellem køretøjerne var intern kommunikation mellem besætningsmedlemmerne i vognen mulig (telehjelm), lige som der var mulighed for tilslutning til lokale telefonnet ved ophold på stedet. Taktisk rækkevidde vognstationer var 30 km, og den mandbårne udgave (PRC 25) havde en rækkevidde på 8 – 10 km.
Ved brigadestaben blev der desuden etableret en egentlig signal-PMV, hvor brigaden tre net, Chef-net, KSN-net og KKV-net terminerede. Desuden var der indbygget feltcentral, først to 10-limiers omstillingsborde, senere automatcentral M/81, SYLVANIA. Endelig var der indbygget en biltelebon.
VHF-materiellet bredte sig opad til brigade og DIV føringsnet, hvor føreren nu selv var på nettet, og den tidligere anvendte formelle radioprocedure forenklet, så radiokommunikationen i stigende grad mindede om almindelig samtale. Stationerne kunne indgå på en række forskellige net med hurtigt frekvensskift. Forudsætning for udnyttelse var en signalplan så kaldetal, punktreferencesystemer m.v. kunne benyttes på tværs af de radionet, der skulle arbejde sammen. På divisions og Korps niveau blev der omkring 1980 indført en HF-radioforbindelse med secure voice godkendt til HEM samtale. Dette udstyr blev 1986 udbredt til også divisionens VHF-radioer på førings- og ildstøttenet i Jylland.
Fra begyndelsen af 1970’er tilgik det dansk producerede VHF-radio af 2061-serien. Denne station blev indledningsvis givet til de sjællandske enheder, og derefter til udvalgte jyske enheder. Den var modulopbygget og fandtes dels i en kortrækkende og en langtrækkende køretøjsversion (AN/VRC 271 og AN/VRQ 282). Disse kunne også kombineres til en kort/lang version (AN/VRQ 271/281). Den organisatoriske placering blev helt bestemt af det taktisk formål. På tilsvarende vis var der en kort- og en langtrækkende mandbåren version (AN/PRC 271 og AN/PRC 281). Dette materiel fik en meget lang levetid i Hæren og blev i vid udstrækning under internationale missioner helt frem til 2016.
De gamle danske HF-stationer (SMB M/50) blev anvendt som back up samt på de faglige net i division og brigade. I 1986 blev de dog afløst af radiofjernskriverstation VRC 421, der kunne overføre samtale, telegrafi og fjernskriversignaler. Det nye radiomateriel blev indbygget i GD240 (Mercedes) eller Landrover. Rækkevidden på jordbølge (primært benyttet) med 100 W var ca. 100 km. En anden version var VRC-420, der var en ren samtalestation.
På grund af fjendtlige signalopklaring søgte man generelt at sprede korrespondancen mellem flere net, så f.eks. et føringsnet på VHF ikke så nemt kunne identificeres. Det kunne gøres ved at gennemføre en del af korrespondancen på HF-net. Det blev også benyttet at sende på fjendens frekvenser, hvor man grundet afstanden til fjenden og egen sendestyrke kunne ”klemme” den fjendtlige korrespondance ud. Endvidere søgtes trafikken afviklet på mange og helst skiftene frekvenser. På brigade og bataljons net, hvor man mange steder havde både kommandostations (KSN)- og kommandokvarters (KKV)-forbindelser inde, kunne man vanskeliggøre fjendens mulighed for at følge korrespondancen ved at sende på KSN-net og modtage på KKV-net.
Signalcentre indføres
Da radiokædeforbindelser blev indført, skete det i overensstemmelse med organisationsdiagrammet: Fra divisionens KSN var forbindelse til brigadernes KSN, fra divisionens KKV til brigadernes KKV. Der var ikke tværgående forbindelser, da der ikke var materiel dertil. Det betød, at flytninger af kommandostationer medførte afbrydelser i signalforbindelserne ud over selve kørselstiden, da signalforbindeler skulle oprettes ved ankomst til den nye placering for kommandostationen.
Fra 1974 blev radiokædeudstyret (først i Jylland, så på Sjælland) i stedet indsat i signalcentre. To signalcentre blev oprettet i divisionens (korpsets) indsættelsesområde. Divisionens KSN tilsluttede sig begge cen-tre. Divisionens KKV placerede sig skiftevis ved et af centrene og fik der SKT- og telefonbetjening. Brigadernes KKV tilsluttede sig på begge centre og videreførte radiokædeforbindelse til brigadens KSN. Divisionens ildledelsescentral og opklaring blev tilsluttet det ene eller det andet center. Ved at gennemstille telefon og fjernskriverkredsløb gav signalcenterindførelsen en langt mere fleksibel udnyttelse af materiellet og muliggjorde, at forbindelser kunne oprettes hurtigt, når en kommandostation flyttede, og at flyt-ning af selve signalinstallationerne i princippet kunne ske bemærket af brugerne på signalnettet. Det var muligt, at radiokædestrækket efter en flytning var koblet via et andet signalcenter end før flytning, men brugeren kunne være ligeglad, og selve signaloperationen blev styret fra telegrafbataljonen.
Direkte gennemkoblinger af telefonkredsløb gav mulighed for at f.eks. brigadens O-officer kunne tale direkte med divisionens O-officer, og der kunne laves faste gennemkoblinger til ildstøttenet. Ved yderli-gere indførsel af automatiske telefoncentraler blev det muligt forlods at indlægge prioriteringer, så f.eks. ildstøttenet-forbindelser blev stillet igennem forud for samtaler på logistiknet.
Signalcenterkonceptet øgede kommunikationsmulighederne og dermed mulighederne for mobilitet væsentligt. Kommandostationerne kunne nu flytte i overensstemmelse med den nødvendige øgede bevægelighed som også indførelse af PMV og selvkørende ART gav mulighed for. I princippet skulle KKV/division flyttede mindst to gange i døgnet, KSN/division mindst hver 8. time og brigaderne hver 6-8 time.
De store HF-radiostationer indgik i signalcentrene, og forbindelserne var i et vist omfang videreført til KSN ved divisionen via RKÆ.
Ordonnanstjenesten blev stort set nedlagt. På afdelingstrin var i såvel kamp- som støtteenheder kun afsat to mand til ordonnanstjeneste. Det viste sig problematisk, når der blev pålagt radiotavshed under øvelser.
DEOS – Dansk EUROCOM Områdesignal System
Radiokædemateriellet FM 12/800 var i slutningen af 80erne ved at være nedslidt. Det samme var de køretøjer, udstyret var indbygget i. Endvidere var frekvensproblemerne stigende i Jyske Divisions område i Slesvig-Holsten, da system FM 12/800 også blev brugt kommercielt. Det blev derfor besluttet at anskaffe såvel nyt radiokædesystem, DEOS), som nye køretøjer.
Til 1 TGBTN og 3 TGBTN blev i 1992 anskaffet hhv. 7 og 10 såkaldte knuder. Hver knude bestod af en digital central, et antal kryptoudstyr samt linietermineringsudstyr. Til disse knuder var der organisatorisk 4 radio-kædestationer med hver 2 radiokædeskud, men der var mulighed for at koble yderligere en radiokæde-station på. Under indsættelse blev etableret et maskenet, hvor hver knude om muligt havde forbindelse til mindst to andre knuder.
Abonnementer kunne koble sig på knuderne og dermed maskenettet med radiokædecentraler (RKÆCT) der blev benyttet af DIV/KORPS dispositionsenheder med få abonnenter, eller gennem en adgangscen-tral (ACT) med op til 65 abonnenter som f.eks. DIV KSN. Alle abonnementer kunne benytte krypterede forbindelser, der kunne overføre telefonforbindelse (ET-10-telefoner) evt. tilkoblet faxemile (FAX). An-vendelse af FAX fra abonnenterne medførte, at disse blot kunne lægge dokument, kort m.v. i faxen og trykke modtagers nummer, hvorefter signalet blev routet automatisk frem til modtagerens fax. Dermed bortfaldt behovet for de klassiske SKT’er. Det var endvidere muligt at koble VHF-radioforbindelser (ukrypterede) til maskenettet via en KCT eller en ACT. Til ledelse og planlægning af systemet fandtes på to køretøjer en systemkontrol- og managementorganisation (SYSKOM), der skulle kunne give mulighed for automatisk strækningsberegning og overvågning af nettet. Ved at have nogle frie knuder kunne nettet ”rulles” i takt med situationen på kamppladsen.
Samtidig med, at de mange koblingsmuligheder øgede sikkerheden for at signalet kom frem, blev hastigheden i signalformidlingen øget. Men mandskabsforbruget blev også øget, idet DEOS-systemet var meget mandskabskrævende at håndtere, og de to telegrafbataljoner med DEOS-udstyr (1 og 3) måtte under øvelser låne personel af hinanden.
Indførelse af systemet betød, at der ikke længere var behov for brigadetelegrafdelingerne, der derfor blev nedlagt.
Transmissionshastigheden i maskenettet blev atter øget, da der 2002-04 skete opgradering af radiokædemateriellet til DEOS 2000 baseret på ATM-teknologi (Asyncromous Transfer Moden (”bredbånd”)) med tilhørende Network Management System (NMS). Opgraderingen skete med midler fra forsvarsforlig 2000-4 og skulle sikre samarbejde med andre områdesignalsystemer fra bl.a. Tyskland og Polen i Multina-tional Corps North East (MNC NE), lige som opgraderingen skulle sikre datatransmissionskapacitet til DAC-CIS (se nedenfor). Blandt de tekniske forbedringer i forhold til tidligere var bl.a. nyt radiokædeudstyr, der opererede med større båndbredde end det tidligere. Den første af seks planlagte lige store delleverancer af materiel blev leveret ved årsskiftet 2001/2 til Den danske Internationale Brigade (DIB) til anvendelse ved indsættelse under MNC NE. De følgende tre leverancer gik til 3 TGBTN. Ved forsvarsforlig 2004-08 blev det besluttet at indskrænke anvendelse af DEOS, hvorved man med leverancerne til 3 TGBTN var stort set færdig med opgraderingen, og de to sidste serie (benævnt DEOS 1) blev sat i depot.
I 2006 var Network Management System/Facility Controller (NMS/FC) færdigudviklet, hvorefter 3 TGBTN rådede over et system, som både automatisk kunne foretage strækningsberegninger og tildele frekvenser samt gemme standpladsdata (geografisk placering), og systemets logistiske del kunne overvåge forsyningssituationen.
I 2008 indførtes i forbindelse med opstilling af Nato Responce Force 14 endnu en opgradering af dele af DEOS 2000-materiellet. Danske Divisions (DDIV) hovedkvarter fik til opgave at formere NRF 14 hovedkvar-ter. 3 TGBTN dannede grundstammen i opbygningen af Føringsstøttebataljon/NRF 14. Nyt materiel tilgik bl.a. i form af wide band kryptoudstyr og nye parabolantenner, der muliggjorde transmission over længere afstande end de hidtidige ca. 35 km. Udstyret blev leveret sent i NRF-beredskabsperioden; halvdelen kom midt i perioden, den anden halvdel mod beredskabsperiodens slutning. I forbindelse med opstilling af NRF 14 blev også anskaffet to sæt fremskudte kommandostationer (FRKSN) til henholdsvis DDIV og 1 Brigade, hvert sæt bestående af tre stk. PIRANHA III C (et pansret køretøj med stor terrængående evne), heriblandt en PIRANHA CIS med bl.a. RCT.
I forbindelse med afvikling af NFR 14 beredskabet blev telegrafbataljonerne såvel personel- som materielmæssigt omorganiseret og herunder blev DEOS afviklet. De sidste dele blev taget ud af aktiv tjeneste i 2012.
Satellitkommunikation
Allerede fra begyndelsen af Balkanoperationerne primo 1990’erne blev satellitkommunikation (SAT-COM) anvendt til opretholdelse af forbindelserne mellem de udsendte styrker og Danmark. Indledningsvis blev anvendt et mandbåret IMMERSAT system, der dog havde et meget begrænset båndbredde. Med indsættelserne i Afghanistan og Irak blev VSAT-systemet indført, der i til en vis grad kunne tilgodese båndbreddebehovet. Både IMMARSAT og VSAT er kommercielle systemer, der var stærkt efterspurgte, hvorfor priserne på disse blev stadig større og leverancerne svingende. I 2012 indgik Forsvaret derfor en aftale om adgang til det amerikanske Wideband Global SATCOM(WGS), der sikrede adgang til at sende informationer via indledningsvis tre, siden ni amerikanske satellitter med dækning over næsten hele kloden.
SATCOM blev helt til 2014 indsat i stationære opstillinger. Fra dette tidspunkt begyndte man eksperimentere med mobile platforme (PIRANHA) benævnt SATCOM on the Move.
I takt med opbygningen af SATCOM-kapaciteten blev der opbygget en netværkskontrolkapacitet, der kunne overvåge og konfigurere netværk over meget lange afstande, herunder i princippet overtage og styre enhver computer tilknyttet netværket. Enheden indgik i Telegrafregimentets stab og fik navnet Communications and Information System Operation Center (CISOC).
I 2003 underskrev Danmark en Memorandum of Understanding (MoU) med NATO om opstilling af en ny kommunikationsenhed, Deployable CIS Module (DCM) kompagni, der operativt blev underlagt NATO 1st Signal Battalion, men som administrative indgik i 5 TGBTN senere HQBTN i Haderslev. Enhedens opgave var at opstille et SATCOM-element samt udbygge og vedligeholde det lokale IT-netværk ved en deployeret NATO myndighed. Kompagniet blev indsat i mission Afghanistan første gang i 2004 og har siden været deployeret helt eller delvist et utal af gange. Desuden har kompagniet været indsat i på et stort antal længerevarende øvelser over alt i NATO. Teknologisk er kompagniet blevet opgraderet flere gange. I de første mange år var enhedens SATCOM fysisk meget stort og teknisk set gammelt. Senere tilgik moderne og fysisk meget komprimeret materiel, der var væsentlig lettere at deployere. I skrivende stund er nye NATO-finansierede bygninger til kompagniet ved at blive etableret i Haderslev.
Danish Army Command, Control and Information System (DACCIS), Battle Management System (BMS), Command, Control and Information Systems (C2IS) og Hærens Taktiske Kommunikationsnetværk (HTK).
Større båndbredde og højere transmissionshastighed som indført med DEOS 2000 var nødvendigt af hensyn til Danish Army Command, Control and Information System (DACCIS), der da var under udvikling. Systemet skulle forbedre førernes fælles beslutningsgrundlag, men det kom aldrig til at fungere tilfredsstillende, og blev i slutninger af 00’erne skrottet. Forsvaret fik 3-cifret millionbeløb retur efter en retssag. Specialudviklede ledelses- og logistiksystemer var imidlertid nu blevet mere standardiserede produkter, og et Battle Management System (BMS) til brug på bataljonsniveau og nedefter blev anskaffet.
I de senere år er der også anskaffet pc’er, dataradioer og mobilt netværksudstyr til brug i Hærens Taktiske Kommunikationsnetværk (HTK), og der er til Hæren anskaffet et Command, Control and Information System (CCIS) til anvendelse på divisions til bataljonsniveau og et Battle Management System (BMS) til anvendelse under afdelings/bataljonsniveau. Såvel BMS som CCIS er udviklet af det danske elektronikfirma Systematic og markedsføres som ”SitaWare Frontline” og ”SitaWare HQ”.
Som dataradio blev Harris 152 valgt. Indførelse af radioen har givet et antal væsentlige forbedringer for soldaternes vilkår. Den er både lettere og mindre i forhold til de gamle modeller, og opererer ikke kun i VHF-båndet, men også UHF-båndet, samt kan anvendes til TACSAT. Den har således afløst et antal radio-typer også i værnsfælles sammenhæng. En af de væsentlige forbedringer er, at radioen er godkendt til NATO-SECRET, men skal som konsekvens heraf betragtes som kryptomateriel.
Som mobilt netværk i køretøjerne er systemet SOTAS blevet valgt, der muliggør direkte automatisk kobling mellem de enkelte kommunikationsmidler, VHF, UHF, HF, SATCOM og fastnetforbindelser.
Internationale Operationer
Med overgangen til ”Den Varme Fred” og den deraf følgende danske aktivistiske udenrigspolitik blev danske styrker i stadig stigende grad indsat i Verdens brændpunkter. Indledningsvis blev styrkerne deployeret til Balkan, senere til Afghanistan og Irak. Også indsættelser i Afrika i bl.a. Susan, Eritrea og Mali blev aktuelt.
I alle indsættelserne måtte der i sagens natur etableres kommunikation såvel hjem til Danmark som i missionsområderne. Indledningsvis baserede man dette på materielarven fra Den Kolde Krig. HF-radioforbindelser samt SATCOM blev hovedkommunikationen til hjemlandet, mens HF- og VHF- forbin-delser (2061-serien) suppleret med mobiltelefoni blev de primære kommunikationskapaciteter i missionsområderne. Til en vis grad blev også radiokæde anvendt. Indledningsvis FM 12/800-udstyret på Balkan, senere også DEOS-materiellet i Kosovo og Irak.
Behovet for hurtig deployering, minimering af personelforbruget og materiel- og uddannelsesmæssig standardisering ledte til udvikling og opbygning af små, containerbaserede kommunikationscentre (COMCEN), der kunne transporteres på skib, fly og lastbil. Disse blev fra begyndelsen af 00-erne over tid opbygget og deployeret i takt med deres færdiggørelse. Opgaven for disse var at etablere forbindelser til Danmark samt etablere det lokale netværk i det danske hovedkvarter i missionsområderne. Denne koncept var således meget lig den, DCM udførte for NATO.
Selve opgaveløsningen flyttede sig hurtigt fra den traditionelle etablering af telefon, fjernskriver og radio-forbindelser til et regulært paradigmeskift i form af opstilling og vedligeholdelse af IT-netværk såvel lokalt som globalt. Denne udvikling ledte sammen med SATCOM som tidligere nævnt til opstilling af CISOC, som blev den helt centrale nerve i konfigurering, deployering, vedligeholdelse og kontrol af disse netværk.
Med denne udvikling faldt også behovet for personel i missionsområderne. Indledningsvis blev der typisk udsendt 8-10 mand per missionsområde til håndtering af kommunikationsopgaven. Senere blev det reduceret til typisk 1-3 mand suppleret med arbejdshold, der i starten af en mission blev udsendt i 3-4 uger for at opbygge kapaciteten, hvorefter disse blev trukket hjem igen. Tilsvarende blev disse udsendt i for-bindelse med, at missionerne lukkede.
I perioder blev der dog også udsendt hele enheder fra Telegrafregimentet. Således udsendtes stabs-kompagni til FN-hovedkvarteret i Kiseljak i 1993, et stabskompagni/brigade til Bosnien i 1996 og et stabs-kompagni til IRAK HOLD 2 i 2003.
Som resultat af forsvarsforliget i 2003 overtog Telegrafregimentet opstillingsansvaret af stabskompagniet for UN Standing High Readiness Brigade (SHIRBRIG), hvilket ledte til en udsendelse af store dele af kompagniet til Sudan i 2005.
Men også andre opgaver blev pålagt. Således udsendte 3 TGBTN i 2010 en logistikenhed til Libanon.
EWKMP blev i 00’erne kontinuerligt indsat først i Afghanistan, senere i Irak. Små EW-led blev indsat tæt integreret i kampenhederne helt ned til delingsniveau såvel til fods som i pansrede køretøjer, PIRANHA.
Under antipiratoperationerne ved Afrikas Horn blev på tilsvarende vis små EW-led indsat på danske krigsskibe.
Organisatorisk udvikling
Telegraftropperne daterer sig tilbage til 31. marts 1858 med etablering af Felttelegrafen. Denne er historisk mest kendt for General de Mezas afbrydelse af forbindelsen til København, umiddelbart efter han havde givet ordre til rømning af Dannevirke i februar 1864.
Det første egentlige telegrafkompagni blev etableret under ingeniørtropperne med hærloven af 1867, hvorefter der hurtigt blev etableret flere kompagnier. Den første telegrafbataljon blev som resultat af hærloven af 1909 formeret 1. januar 1914.
Yderligere en bataljon kom til i 1949, hvorefter der endelig blev indført to selvstændige telegrafregimenter, jyske og sjællandske, 1. november 1951. Telegraftropperne blev hermed etableret som selvstændig våbenart.
Sjællandske og Jyske Telegrafregiment blev som de første regimenter sammenlagt til Telegrafregimentet i 1992.
Opstillings- og uddannelsesansvaret for telegrafenheder var regimentets ansvar frem til 2005. På dette tidspunkt blev dette ansvar overført til de operative myndigheder, som enhederne var øremærket til at støtte, Danske Division og brigaderne. Regimentet blev som myndighed kun traditionsbærende, idet dog 5 TGBTN forblev under regimentets kommando. Samtidig ændredes Hærens Signalskole til Hærens Føringsstøtteskole, en ændring der bl.a. hang sammen med, at skolen overtog brugeransvaret for udviklingen af DACCIS.
Med forsvarsforliget i 2010 blev det besluttet at nedlægge Føringsstøtteskolen og inkorporere skolefunktionen Telegrafregimentets stab samt at tilbageføre opstillings- og uddannelsesansvaret af føringsstøtteenheder til Telegrafregimentet. Samtidig forsvandt øremærkningen af disse enheder til bestemte myndigheder. Føringsstøttekapaciteterne blev herefter betragtet som én pulje, hvorfra føringsstøttebidrag til en konkret opgave blev strikket sammen fra gang til gang.
I 2014 blev Hærens og Flyvevåbnets føringsstøtte samlet ved Telegrafregimentet, som herefter blev en værnsfælles myndighed, der skulle støtte begge værn. I 2019 blev Telegrafregimentet nedlagt og afløst af Føringsstøtteregimentet, der nu blev ansvarlig for føringsstøtten til alle værn, Specialoperationskommandoen, Multinaltional Division North i Estland samt en række internationale operationer.